Blog

Multihuset kommer – byrådsindstillingen er vedtaget!

I går d. 3. april er en dato mange i Hjortshøj har vente længe på. Ikke fordi datoen i sig selv er speciel, men fordi det var her realiseringen af Multihuset for alvor kom på bordet. Indstillingen var på dagsordenen som det første punkt i Aarhus Byråd. 

Selvom det flere gange hældte mod at punktet ville blive sendt i udvalg, så endte det lykkeligt og et enigt byråd har nu godkendt indstillingen. En indstilling om at bevilge i alt 12,9 mio. kr. fra Aarhus Kommune samt et lån på 13,5 mio. kr. som kommunen stiller garanti for. Sammenlagt med de 2,1 mio. kr. som Hjortshøj via indsamlinger og sponsorater spytter i kassen, har vi altså et anlægsbudget på hele 28,5 mio. kr. I den forbindelse skal det nævnes at der p.t. ”kun” er indsamlet omkring 1,7 mio. kr., men mon ikke Hjortshøj kan løfte i flok og få samlet den sidste ”sjat” ind? Det tror vi i Støtteforeningen og Fonden på. 

Debatten i byrådssalen kan høres her. Det endte med at være en lang, men også yderst interessant debat på omkring ½-time. Selve indstillingen, bilag og meningstilkendegivelser kan findes her. 

Selvom 28,5 mio. kr. kan virke som mange penge, så er der ingen tvivl om at alle byens drømme ikke kan realiseres. Det måtte vi i Fonden sande, da vi for bare en måned siden måtte skære 200 kvm. af projektet for at få økonomien til at hænge sammen. Men nu har vi bevillingen og nu ser vi fremad! 

Mens det langstrakte forløb med at bevillingen har stået på, så har vi i Fonden forberedt et udbud. Udbuddet forventes indenfor kort tid at blive sendt ud til 5 bydende totalentreprenører for kontraktindgåelse med det vindende projekt til efteråret. Første spadestik afhænger af hvor hurtigt processen med få en byggetilladelse kan ske, men forventeligt bliver det til foråret 2020 med indflytning i et færdigt hus foråret 2021. 

Det varmer alle de frivillige at modtage så meget tak og ros som vi har været vidne til. Specielt da indstillingen blev godkendt men absolut også i det daglige. Det er med til at holde modet og dampen oppe i situationer som kan virke frustrerende. Mange tak for det! 

Det skal også nævnes at der er generalforsamling i Støtteforeningen torsdag d. 11. april kl. 19:30 på Skoletorvet på Virupskolen. Det kan man læse mere om her. 

Tillykke til Hjortshøj! Vi glæder os alle til at tage huset i brug! 

På billedet ses fra venstre Formand for Støtteforeningen Jens H. Eriksen, Formand for Fonden Multihus Hjortshøj, medlem af bestyrelsen Kenneth Jegstrup Jensen, medlem af byggeudvalget Henri Wolbro og medlem af bestyrelsen Flemming Vestergaard der alle overværede byrådsmødet.

Related Posts